“Tænk” – en disput der blev afsporet…

Svend Brinkmann har jeg hidtil mest kendt af navn. Små citater hist og pist, et par indlæg i www.Altinget.dk og så hans særlig status i medierne og forskningsverden.

Jeg har således ikke haft en holdning til Svend Brinkmann, andet end hans evne til at formidle er noget særligt.

Så selvfølgelig vækkende overskriften i Politiken den 25. august 2022, “Bør vi glemme Svend Brinkmann” min nysgerrighed.

Stor var min overraskelse at artiklen, som blev publiceret som en boganmeldelse af Svend Brinkmann’s bog “Tænk”, snarere var at læse som et angeb på personen Svend Brinkmann. (Overskriften burde have tændt advarelseslamperne).

Anmelderen, Matthias Dresler-Bredsdorff, indleder med at “flashe” sin viden om filosofi. Han virker forsmået og hans anmeldelse afspores hurtigt til et personligt angreb på Svend Brinkmann snarere end en objektiv anmeldelse af bogen:

“Den politiske tanke, handlingen i fællesskabet, er i den forbindelse påfaldende fraværende i hans bog – også mere end det var tilfældet i ’Stå fast’. For selv om individet nok stadig lider under kollektive strukturer, skal det alligevel hellere bruge tid på at ændre på sig selv end på at ændre strukturerne: Skudt ned fra alle sider må den moderne dansker nu til at organisere sig selv som kanonføde. Også her slår kritikken af selvhjælpsbølgen om i hjælp til dannet selvhjælp.

Med andre ord: Brinkmann er blevet det, han kritiserede.”

Svend Brinkmann var ikke sen om at komme med at svare på dette angreb. Et svar der starter objektivt og logisk hudfletter Matthias Dresler-Bredsdorff personangreb. Svend Brinkmann gør dette ved at referere til bogen og sammenholde denne med Matthias Dresler-Bredsdorff løsrevne postulater.

Svend Brinkmann burde dog have været klogere end at afslutte sin replik med en subtil tak for sidst. Altså selv have afholdt sig fra “at gå efter manden, fremfor bolden”:

Hvis tiden forandres så hurtigt, at anmelderen har ret i, at tanker om pligt, fordybelse og eftertænksomhed, der for bare få år siden var kritiske og befriende, nu er blevet helt forældede, så vidner det for mig om, at det er tiden og ikke tankerne, den er gal med. Så glem mig gerne (for jeg ved selvfølgelig godt, at ingens taletid i det offentlige rum varer ved), men husk venligst på læren fra tankefuldhedens forsvarere som Hannah Arendt: »Mennesker, der ikke tænker, er som søvngængere«.

Helt afsporet blev disputen da filosoffen Finn Janning blanded sig med kronikken “Ja, vi bør glemme Svend Brinkmann.”

Afsporet fordi Finn Janning på samme vis som Matthias Dresler-Bredsdorff fremstår forsmået og derfor kommer med en række følelsesladede angreb fremfor saglig, faglig og objektiv kritik.

“Det er af samme grund heller ikke så mærkeligt, at anmelder Dressler-Bredsdorff ikke kun beskæftiger sig med bogen, men netop også med figuren Brinkmann.” som Finn Janning blandt andet konkluderer.

Helt kammer det over for Finn Janning da det for læseren mere og mere går op for én, at Finn Janning’s egentlig pointe med artiklen er at promovere “guruen” Gilles Deleuze.

Også her må Svend Brinkmann gribe til pennen og langt hen ad vejen objektivt argumentere imod både Matthias Dresler-Bredsdorff og Finn Janning’s personangreb. Men ej heller her lykkedes det Svend Brinkmann at holde stien ren:

“Hvis jeg skal forsøge at hæve diskussionen lidt op over fnidderet, så begynder jeg nu at forstå, hvorfor skribenterne i Politiken vil glemme Svend Brinkmann…”

For at slutte sit respons som en lettere fornærmet primadonna:

“Jeg har ofte selv stor trang til at glemme ’figuren Svend Brinkmann’, men jeg vil kraftigt advare imod, at alternativet bliver Jannings antihumanistiske og grænseløse begærsfilosofi.”

Jeg har derfor ikke kunnet lade være med selv at kaste mig over bogen “Tænk”. En bog som for mig fremstår velskrevet og hvor forfatteren forstår klart og tydeligt at formidle budskabet og værdien af at tænke. En evne, der også i min optik, lever en kummerlig tilværelse i vores “hurtige” verden.

Der er pointer, argumentationer man kan være enig eller uenige med, men formidlingen er sober, argumenterende og objektiv. Og med saglige referencer til tidens filosoffer.

Jeg kan kun anbefale den og tage den som bogen er tænkt. Input til refleksion og til at efterspørge for derigennem at opnå en dybere forståelse af baggrund og sammenhæng – før man kaster sig i en debat.