Budgetforlig 2023,  Enhedslisten,  Københavns Kommune,  Politik,  Socialdemokratiet

”Er der en voksen tilstede i rød blok?”
– historien om et forudsigeligt nederlag

Budgetforliget i Københavns Kommune viser med al tydelighed, at der savnes en voksen i rød blok. Og blå blok har set dette.

Mens S slikker sårene prøver Enhedslisten fortvivlet, men uden at kunne overbevise, at forklare deres ageren. Taberretorikken kendetegner rød bloks udlægning, mens blå blok stille nyder sejren.

Forleden bragte Politiken en Roald Als tegning. Som sædvanligt formår Roald Als at analysere situationen og formidle den skarpt og tydeligt i sin streg. Et billede kan i nogle tilfælde sige mere end 1.000 ord.

Kilde: Roald Als, Politiken den 11. september 2022

Læg mærke til blå bloks løkke ved Line Barfods fod. Mon ikke den strammes ved næste års budgetforhandlinger? I hvert fald har blå blok forstået at udspille Line og Sophie. Der skal klinkes skår, hvis rød blok ikke skal udspilles igen ved næste års budgetforhandlinger. Spørgsmålet er om såvel Line og Sophie er voksne nok til det. Med andre ord, dels kan tilsidesætte personlig forfængelighed og dels tilegne sig det nødvendige politisk tæft, der er brug for som politiker i Københavns Kommune. Budgetforhandlingerne i forbindelse med budgettet for 2024 tegner sig allerede nu som en gyser for rød blok.

Som antydet, så bærer forløbet og resultatet af budgetforliget for 2023 præg af en forsmået politiker (Line Barfod) og en politiker der qua navn og netværk og ikke sit politiske håndværk har fået posten som overborgmester (Sophie Hæstorp Andersen).

Ad forsmået politiker.

Line Barfod er ikke kommet sig over at hun, som forkvinde for det største parti, ikke fik overborgmesterposten. De såkaldte miljøgevinster, der er opnået, svarer i høj grad til dem Lars Weiss opnåede i forbindelse med budgetforliget 2022, herunder at 5.000 alm. p-pladser konverteres til 4.100 ladepladser til elbiler og 900 pladser reserveret til delebiler.

På spørgsmålet om størrelsen på CO2 reduktionen i forhold til budgetaftalen i 2022 siger Line Barfod netop: ”Det bliver nogenlunde det samme. Vi er lige ved at regne på det, men selve den CO2-reduktion, der ligger i forhold til den måde, vi opgør det på i 2025-planen, der er det nogenlunde det samme.” Man kan spørge sig hvorfor Enhedslisten ikke gjorde sig den anstrengelse at regne på det inden indgåelse af budgetforliget? Eneste modargument Enhedslisten kan frembringe er, at det oplæg S havde var 10 gange ringere. Et postulat som er vanskeligt at få øje på, set i relation til budgetforliget 2022 stort set havde samme indhold – altså bortset fra skattelettelser og erstatnings parkeringspladser.

Ad politiker af navn.

Uddeling af honninghjerter, som var arrogant og nedladende, kunne ses som en svipser da Sophie Hæstorp Andersen var Regionsformand for Region Hovedstaden. Men forhandlingsforløbet fra valget til overborgmester til budgetforliget taler sit tydelig sprog. Hun er tonedøv og uden fornemmelse for situationen:

  • Valget til overborgmester skyldes primært, at V og K aldrig ville lægge stemmer til Enhedslisten. For K og V var der tale om valget mellem to onder hvor det mindst onde blev valgt.
  • Line Barfod prioriterer sine personlig ambitioner højere end partiets vel

Omkring forløbet af dette års budgetforhandlinger er det værd at hæfte sig ved tre ting:

  • Ole Birk Olesens udtalelse på det efterfølgende pressemøde: “Ved forhandlingernes start havde Socialdemokratiet lagt beslag på “størstedelen af de midler”, der var i spil ved forhandlingsbordet, på trods af, at partiet kun sidder på 10 ud af 55 mandater i Borgerrepræsentationen. Det var vi en gruppe partier, der mente, at det ikke kunne passe. Derfor er den her aftale også et resultat af overdreven og dårlig forhandlingstaktik fra Socialdemokratiets side. Det må de så slås med efterfølgende.”
  • At SF ligeledes er udenfor forliget – hvilket kan undre og styrker mistanken om Line Barfods behov for ”at give igen”
  • At blå blok kan vise konkrete resultater, mens Enhedslisten kommer med vage udmeldinger der mest af alt er bortforklaringer

For i bund og grund drejer det sig om, at S ikke ville presse de kommunale budgetter i en tid hvor inflationen stiger, der hersker usikkerhed om energipriser med mere. Enhedslisten har sjældent haft et pragmatisk forhold til økonomi – denne er mere drevet af ideologi og derfor var det ikke svært for blå blok at sikre sig de længe ønskede skattelettelser. De 0,1% kommer til at koste kommunen et 3-cifret millionbeløb over de næste 4 år. Penge der kunne (og burde) være brugt på klima og velfærd…

Konkret betyder budgetforliget at blå blok fik en række af deres mærkesager igennem:

– skattelettelser

– ingen de facto indgreb i parkeringen

– hensigtserklæringer om klimaforbedringer

Omkring skattelettelser udtaler Jens-Kristian Lütken følgende:

“Jeg er enormt glad for, at vores politiske vilje til at få skatten sat ned endelig har båret frugt og vist, at det også kan lade sig gøre i landets rødeste kommune.” (Det taler sit tydelige sprog!)

Men især de to sidste punkter er interessante. TMF fik i foråret 2022 udarbejdet en erhvervsanalyse med henblik på betydningen af at nedlægge p-pladser i Middelalderbyen. COWI konkluderede i deres analyse, at dette ikke ville have en negativ effekt på erhvervslivet og sandsynligvis snarere have en mindre positiv effekt. Nedlæggelsen af p-pladserne ville således ikke have den store konsekvens for V, K og LA. De fik ovenikøbet en bonus – ertstatningspladser.

Ikke så underligt at Jacob Næsager if. med budgetaftalen udtaler:

“Vi er lykkedes med at stoppe blødningen af parkeringspladser og har fundet en pragmatisk løsning i Middelalderbyen, som sikrer beboerne ret til – og mulighed for – parkering i umiddelbar nærhed af deres hjem. Og så har vi øje for den hovedstad, vi giver videre til vores børn, med en sammenhængende klimaplan, renere vand i Utterslev Mose, en betydelig CO2-reduktion og grøn strøm.”

Samme emne, p-pladser i Middelalderbyen, får følgende generelle vending med på vejen af Line Barfod:

“Klimakrisen er vor tids største udfordring. Det har været min absolutte hovedprioritet i budgetaftalen at gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at dæmme op for klimaforandringerne. Jeg er meget glad for, at vi nu sikrer reelle CO2-reduktioner og ikke bare fugle på taget. Vi gør byrummet grønnere og giver mere plads til el-biler og delebiler. Vi tager et stort skridt mod at få nedbragt biltrafikken i Københavns historiske hjerte. Vi gør det dyrere at parkere for de mest forurenende biler, hvilket både mindsker trængslen og gavner klimaet.”

  • El-biler er i høj grad alle partiers quick-fix på CO2 udledningen, så det ville de blå næppe være imod (huske de særlige skatterabatter der blev gennemført if med Tesla som LA primært fik trumfet igennem).
  • P-pladser nedlægges i indre by, men problemet skubbes til nabobydelene – spørg beboerne på Østerbro m.v. (hvilket Line ikke nævner forståeligt nok), og nedlæggelse af p-pladser giver automatisk plads til mere grønt.
  • Intet konkret omkring klima. Ja hendes tekst kan udledes som videreførelse af fugle på taget. For mig er det mere end svært at få øje på hvorfor Enhedslisten blev nødt til at alliere sig med blå blok for at opnå dette som Lars Weiss allerede havde opnået if. med Budgetforliget i 2022. Det bliver spændende hvordan Enhedslisten kommer til at forklare at skattelettelserne, der primært kommer de mest velstillede til gavn, kan forsvares med klima- og miljøgevinster der kunne være opnået med S og SF. Vel at mærke med en mere velpolstret kommunekasse til at modstå de udfordringer der ligger forud (inflation, skyhøje energipriser m.v.)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *